Tid til at fede den på sofaen?

 

  • Lidt om Metaforer fra naturen
  • Lidt om Efterårsmood
  • Og så endelig det om at fede den på sofaen:-)

 Efteråret er over os, farverne i naturen skifter, energien vendes indad i naturen og måske sker det samme i dig.

Metaforer taget fra tilstande i naturen er, synes jeg, så fine. Vi er en vigtig del af den, billederne er lette at relatere til og det er let at relatere dem til vores liv. Yogaen bruger mange af de her metaforer med hensigten om at give inspiration til at være i fred med dig selv og dine omgivelser, at støtte dig, når du synes at livet kradser, på den ene eller anden måde.

 Metaforlisten er alen lang, så som:

  • Når vandet i søen stilnes, kan du se bunden meget mere klart
  • Hvad vælger du at fokusere på?: Ser du skyerne, det grå? eller vælger du at se mellemrummet mellem skyerne, det lysende blå? Er du opmærksom på at himmelen altid er blå mellem og bag skyerne? –At Skyer er midlertidige, de opstår og forsvinder igen?
  • Eller, en lille metaforhistorie: En dag, hvor du går på stranden, finder du en musling med en smuk perle indeni: Du vil vildt gerne ha´ den her perle og der er nu flere metoder til at få fat i den: 1. Du tager en sten og smadrer muslingen, hvis du er heldig, har du ikke også smadret perlen. 2. Du tager en kniv og vrider muslingen åben, som så kommer voldsomt til skade i akten. – Eller 3. Du lægger muslingen tilbage i havet, lader bølgernes skvulpen gøre den så tryg, at den åbner sig, og ud fisker du nu lempeligt perlen.

Lidt om efterårsmood.

Lige nu er det jo oplagt at bruge det smukke efterår metaforisk, men måske er det ikke bare en metafor, måske har du det ligesom jeg. Efterhånden som lyset, farverne, vejret ændrer sig, mærker jeg en indre tilskyndelse til at trække energien lidt tilbage, en tilskyndelse til at slappe af på sofaen, meget gerne foran en brændeovn, en tilskyndelse til refleksion over livet, - til at mærke, hvordan, der egentlig er, derinde i mig. Så kunne jeg jo vælge at få dårlig samvittighed og tænke: for hulen hvor er jeg tung et vist sted. En samvittighed, der boostes af det her supereffektive samfund. Jeg kunne også vælge at tage udgangspunkt i min viden om hvordan vi er skruet sammen, hvordan vores autonome nervesystem fungerer og dermed hvordan vi lever et sundt liv.

Der er en passende tid til at være udfarende og aktiv og en passende tid til at restituere. Ofte har vi mest fokus på at restitution, det er noget man skal huske, når man har motioneret og glemmer måske at vores sind har mindst ligeså meget, måske endda mere, brug for denne genopbyggende periode. - Glemmer at vores sind har brug for at der er jævnligt er ro og tid til at fordøje oplevelser og læring, at der er tid til at falde på plads i sig selv, - til at integrere erfaringer og læring. Tid til at oplevelser og læring skaber udvikling, i stedet for det modsatte, hvor det måske bliver til et overload af indtryk, der er en med til at bryde en ned mentalt, når sindet ikke får restitueret jævnligt.

 Og så endelig det om at fede den på sofaen:-)

- Så du skal fede den på sofaen!- af og til. Du skal have tid og ro til at stilne sindet,tid til at tage en timeout mentalt. Måske er det lettere at huske om efteråret, når lyset ændrer sig og temperaturen falder.  Du kan vælge at tænke: ØV! sommeren er slut og der er laaaang tid til den kommer igen. Eller du kan vælge at gå med tanken og følelsen, der siger: "Ah, nu er det lettere for mig at give efter for signalerne om at det er tid til en pause". Lige nu her i efteråret, er det måske lettere at tage dig tid til at restituere fysisk og mentalt. (Og, du ved jo, at det du giver opmærksomhed, er det du får;-).

 

-Og efter turen på sofaen, så er det tid til, igen, at gå ud i farverne, mærke den friske efterårsblæst, ud i verden blandt alle os andre. Måske endda en tur til Yoga, og modtage lidt flere metaforer, hvis din yogalærer kan finde på den slags ting og sager.

Hilsner fra brændeovnens skær og ønsker om skønne efterårsdage til dig.

:-) Susanne