Må man kun sige noget, hvis man ”Walker The Talk” selv?
Her på det sidste har jeg set en del debatter på Facebook og i andre medier, hvor det gang på gang bliver gentaget: Hvordan kan vedkommende tillade sig at udtale sig, når han/hun ikke engang selv kan efterleve sine budskaber? Ofte ledsaget af en kæmpe kritik af vedkommende, som har vovet pelsen, en kritik af at skabe debat. Ikke fordi tonen har været super ubehagelig, som det ofte ses, men alligevel…. en noget spids tone. Ikke en debat om budskaberne, som i de her tilfælde vist giver mening for de fleste, men om kan man sige det her, kan man lave debatindlæg om det her. Kan man det, når man også selv viser et ansigt ligeså forvirret som os andre? Ligeså uformående på det som debatindlæggene handler om??
Siger du det, når du ikke en gang selv kan… Det er en talemåde, som jeg igennem livet, har hørt ufatteligt mange gange. Og jeg bliver helt svedt hver gang.
For må vi kun formidle et budskab, en metode, en måde at være her i livet på, hvis vi selv er kommet helt i land og udelukkende selv gør det, som vi siger man kan gøre. Er rolige, ustressede, glade og tilfredse. Takler en hvilken som helst krusning på bølgen med ophøjet ro, ser ressourcer frem for begrænsninger, ser solen bag skyerne? Må vi kun formidle, hvis vi aldrig drikker et glas rødvin for meget? ikke har en ordentlig delle på maven? Hvis vi ubesværet kan kaste os ud i diverse udfordringer, nøje udvalgt alt efter hvad der passer til os osv.?
Hvis det er sådan, så er min tid som yogalærer slut og jeg skulle aldrig nogensinde have siddet som vejleder for unge kvinder, guidet unge, der har det svært. Jeg skal holde mig væk som en ven, der giver råd, og have holdt mig fra at vejlede mine børn. - At jeg så tænker, at det der med at give råd også i nogle situationer kan være upassende, er en hel anden snak.
Jeg er selv blevet/bliver af og til sat på piedestal, som underviser, som vejleder, som pædagog, som coach og ligeså snart jeg opdager det, så skynder jeg mig at falde ned fra den der forgyldte piedestal. For jeg er bare mig, der kegler rundt ligesom alle andre omkring mig, nogle gange måske endda endnu mere, end jeg umiddelbart kan se andre gør.
Jeg har kendskab til en masse veje til at takle det og til at være i det, som jeg møder på min vej og nogle gange lykkes det faktisk ”at walk the talk” som man siger i coachingkredse. Og andre gange så lykkes det godt nok ikke, eller først efter en tur på yogamåtten, en tur i skoven, en tur med en ven eller andet.
Og som næsten alle mine små indlæg slutter med, så ØØØØVER jeg mig, jeg prøver at være sød ved mig selv, når jeg er mega forvirret. Det Jeg formidler er det, som jeg kan mærke giver rigtig god mening og hvis andre så ikke mener det, så skal de nok finde en anden formidler.
Så hep hep til dem, der har overskud til at skabe debat, på den gode måde. Det skaber eftertanke, skaber kreative løsninger, skaber nysgerrighed, skaber engagement, og inspirerer.
Ønsker om skønne efterårsdage til dig fra mig, gerne med en masse gode snakke og debatter.
:-) Susanne
