Skal vi kun "stresse af", lægge telefonen væk og så er alt godt?

De senere år, er der vildt mange gode tiltag med gode metoder og råd om hvordan vi mon falder til ro i denne urolige verden. En verden, hvor vi har tilgang til uendelig megen viden om tilstanden rundt omkring os på kloden via alkens medier, - en adgang til viden, lige ved hånden, de fleste af vores vågne timer. Nyheder, oftest med fokus på frygtelige hændelser, naturkatastrofer, terror mm.
Vores nervesystem pumper derudad, med bombardementer og overload af tanker og de følelser, som de udleder.

Glæden ved Yogaen har til min store glæde spredt sig. Yogaen, som jo har mange veje. Der er fokus på yinyoga, mindfulness, meditation, og udgivelserne af selvhjælpsbøger er ikke stagnerende eller dalende.
Denne her søgen efter ro, er selvfølgelig relevant, synes også jeg. Det er temmelig relevant at finde ud af hvordan vi skal være her og så, ikke mindst, huske at nyde turen undervejs uden at blive alt for skramlet.

Alligevel kommer jeg stadig af og til at tænke på bemærkningen fra min dengang 4 årige datter (jer, der har fulgt mig længe, kender historien:-). En bemærkning, der faldt efter at hun havde afbrudt mig gang på gang i et eller andet jeg gerne ville være færdig med og efter mit udbrud: om hun dog ikke kunne lade være med, at afbryde mig hele tiden. Svaret kom stille: ”Mor, hvor må livet dog være kedeligt, hvis man aldrig blev afbrudt".
Små filosofiske ord fra en 4 årig.

Jeg tænker på de her ord Igen, mens jeg sidder her og også har denne længsel efter den eftertragtede ro indeni. En længsel, der driver mine tanker i retning af hus på landet, grøntsags dyrkning mm. Lige indtil jeg så endnu en gang husker på, hvor vigtigt balance er, på rigtigt mange områder. For tænk, hvis der bare var ro konstant, ingen udfordringer, ingen forstyrrelser, ingen situationer, hvor jeg løfter brystet og kaster mig ud i et eller andet, med et håb om at evnerne rækker, håb om at jeg kan kringle mig, at jeg med rolig stædighed kan takle det. Dette for så igen at trække mig tilbage, tilbage for at restituere, integrere viden, fordøje.

Hjernen er så snedigt indrettet, at den vil bare gerne vil have at du er tryg og i sikker havn, mæt og ingen fare. -Og giver du hjernen lov til at bestemme her, bliver du ved med at give den stilheden, trygheden, stilstanden, (ville nogle sige). - Bliver du i sikker havn, og gør det, som du plejer at gøre hver dag, - Ja, så tror den her hjerne, at alt andet end det, er mega farligt. Du oplever måske, at hver gang der kommer den mindste krusning på havoverfladen, så aktiveres dit sympatiske nervesystem på linje med at ligge i bølgerne face to face med tigerhajen.
Voldsomme følelser af fare, som, så i sig selv, kan få dig tilbage på landjorden, i sikker havn, langt væk fra den der altoverskyggende trussel.  En tilstand hvor du, hvis du giver hjernen lov til udelukkende at bestemme selv, indskrænker dine muligheder, måske.

Jeg er ved at være en ældre dame og de her tanker ligger i mit baghovede. Jeg vil så gerne bevare den her balance mellem den fine ro og bevægelsen. Balancen mellem at restituere, vegetere, integrere viden og så bevægelsen, hvor jeg oplever nye ting og sager, hvor jeg rokker ved min gamle hjernes automatpiloter til at holde mig tryg -  og ikke mindst, at jeg er i stand til at takle det på en måde, som bringer mig glæde, tillid til mig, begejstring, og så kan jeg gå hjem og sove bagefter.
Alt balanceret sådan at jeg nyder resten af min tur her i verdenen.
Om den så skal stå på et liv i naturen, eller ej, så ved jeg, at så skal der i hvert tilfælde være nogle høje træer jeg kan kravle op i eller andet, der giver det her livgivende sus til sanserne.
Rent yogamæssigt, så så er yogaens veje så uendelige mange og jeg ved at jeg heldigvis kan få alt det jeg gerne vil ha her, af tid til ro, når det er passende og så tid til leg, begejstring, - og udfordringer og sved på panden, når det er passende.

Med håb om at I har haft en dejlig påske med ro og tid til fordybelse med mennesker, som I holder af, deriblandtdig selv:-), gode oplevelser, som bragte dig glæde, ro, begejstring, og følelsen af den her fine balance, som kun du selv kan definere.

:-) Susanne