Må en yogalærer have en delle på maven? Må du?

Jeg er sædvanligvis rimelig åben omkring hvad, der rører sig i mig, hvad der optager mig, hvad mine udfordringer er, hvad der glæder mig, hvad, der får mig til at føle, vrede, sorg, medlidenhed, kærlighed osv. En åbenhed, som måske endda er en del af min selvforståelse. En ven sagde engang til og om mig: Det man ser, det er det man får.

Og så opdagede jeg lige pludselig, for ganske kort tid siden, at modsat af hvad jeg gik og bildte mig ind om mig selv, så kunne også jeg skamme mig, gemme mig lidt, være ked af det, frustreret o.lign. Jeg måtte erkende, at hen over de sidste år, er der sneget sig mange toppe ind i garderoben. Toppe, som diskret skjulte et tiltagende stykke fedt på maven. Et stykke fedt, omtalt af mig, som min vommie eller sækken..... (Ikke en videre køn måde at omtale af en værdifuldt stykke af min fantastiske krop på).
Jeg måtte blankt erkende, at når jeg så maven  i profil i butiksvinduer, i brusebadet, i spaen, følte jeg sorg, flovhed, skam.
En skam som både gik på at jeg pludselig ikke var så sylfide agtig mere, men også over det "politisk ukorrekte" : at jeg kunne føle sådan, når nu intellektet sagde noget andet.

På en eller anden måde vil min hjerne gerne fortælle mig, at bare jeg har en flad mave, så er jeg lykkelig.

Jeg hørt mig selv, utallige gange i min yogaundervisning, af hjertet, huske mine elever på at påskønne deres unikke krop, at det ikke giver mening at sammenligne. Vi er forskellige, har forskellige livsvilkår, aldre og kroppe. - At kvinder skal have fedt, at der foregår vigtige hormonelle processer der, at blødheden gør os smukke og feminine. Det mener jeg, som sagt, af hjertet, og surprice, det er lige så svært for mig, som for rigtigt mange andre, at også føle det helhjertet overfor mig selv.
Jeg er super taknemmelig for min gode stærke mobile krop, som gør at jeg lever et rigt og priviligeret liv, men der må åbenbart ikke være en delle.
Dette på trods af at jeg jo konstant øver mig i at opdage når min hjerne fortæller mig, at noget udefrakommende skal være anderledes, før jeg kan føle mig glad og tilfreds.

 Jeg fik så det interessante råd: Flash den mave, hiv alle de sommerkjoler frem, som du ikke har gået i længe, på grund af det mavefedt, se hvad, der sker. Og det ........ kunne jeg ikke. Jeg tog dem frem, tog dem endda på, kun for at tænke: no way og så røg de af igen, - og lige nøjagtig den kjole, som jeg synes er så pæn, den er ikke med i kufferten, her på vejen over altlanten.

Alle de her tanker fik mig så til at tage det op i noget af min vennekreds og her opdagede jeg at mine veninder havde det på samme måde, en med fede knæ (siger hun selv:-), en med slaskende mormorarme (også sagt af hende selv) og i den dur.
Vi har da snakket om det tidligere, men det var uden min egen indrømmelse af hvor meget det i virkeligheden påvirkede mig, hvordan jeg faktisk var flov og ked af det over det.

Jeg har tidligere skrevet om det her med de forventninger vi har til hinanden. Forventninger, til mig, som underviser yoga. Spiser hun kød? Drikker hun vin? Bliver sur på sin mand? Kan hun være totalt ikke konstruktiv og jeg kunne tilføje og må hun have en stor delle på maven? Kan og skal jeg være drømmen? Facit af det vi måske længes efter? Er det troværdigt at snakke om dele af yogafilosofien og så selv fare vild, hist og pist?

Det er så vildt, hvor svært det har været for mig at indrømme det her, at se de der kæmpe dæmoner lige øjet, face to face, se hvad de gerne vil fortælle mig og gå med det, der giver mig glæde, taknemmelighed og kærlig overbærenhed.
Jeg ønsker at vi alle ville "flashe", bære vores kroppe med glæde, også når vi kommer op i alderen. - At vi gang på gang nægter at give efter for alle de inputs, som sniger sig ind ad bagvejen. Inputs om hvordan vi skal se ud for at føle os accepterede, stærke og kønne.

Jeg haster imod mit 58 år, min hud, som min datter sagde for et stykke tid siden: ser ud som om den er for stor til min krop😀, og jeg har lidt fedt hist og pist. Men jeg har aldrig været mere "grundlykkelig" end jeg er nu. Jeg lever det gode liv, hopper og danser og har en hulens masse dejlige mennesker omkring mig. Jeg drikker den gode rødvin og spiser den gode mad med nydelse. Det jeg ser i spejlet er en kvinde, der nyder i sit liv.
Jeg vil øve og øve og øve mig og håber at mine hen-over-maven stamme sommerkjoler og især den pæne, ryger på i løbet af sommeren.
Hvad tænker du mon om det her? har du noget du ville ønske at du ville flashe? og hvad ville der mon ske, hvis vi alle bare gjorde det og nægtede at give efter for de ofte mærkelige og ikke menneskelig idealer vi møder fra os selv og verdenen omkring os? Hvis vi insisterer på at bære vores kroppe, som de unikke personer vi nu en gang er?
Det er mit sommer ønske til os alle. Flash dine fede ankler, fede knæ, bumser, deller på maven, lår og ballet. Nyd det gode liv, hvad det nu end betyder for dig.

:-) Susanne