Tanker fra en klippehylde

• Tanker fra en klippehylde

• Er du mest til fortid eller fremtid?

• Skal jeg så konstant kaste mig ud over diverse kanter?

• Øvelse gør mester?

Engang, hvor jeg iført alskens klatreudstyr, stod på et mikro lille klippefremspring på vej op og med meget langt ned, og maven rørte uroligt på sig, spurgte jeg mig selv: ” Hvad i alverden laver du dog her??". Hvorfor er det så fedt, at være lige her, på, trods af at kroppen hvisker: fare på færde? Det tog mig ikke mange sekunder, før jeg kom frem til, at lige nøjagtig, når jeg stod her, så var jeg kun her. Min opmærksomhed var fuldt ud til stede lige nu og her, spejdende efter næste lille greb, næste lille sprække, hvor jeg kunne sætte min næste sikring. Og selvom maven, af og til, rørte uroligt på sig, så var jeg samtidig fyldt af en sær ro, en fred indeni. - En ro og et nærvær i øjeblikket, jeg, sammenblandet med glæde over naturen, og over at ha brugt min krop, tog med mig hjem.

Under en af mine uddannelser til yogalærer, fik jeg at vide, at forskere havde fundet ud af, at vi har vores opmærksomhed minimum 90% af tiden, omkring hændelser og tanker om vores fortid og fremtid. Hvordan de så har fundet ud af det, kan man kun gisne om, men når jeg bemærker mine tankestrømme, tænker jeg, at det er nok ikke helt forkert. Vi ved jo godt, at, der er passende tidspunkter for at have sin opmærksomhed i fortiden, at tage ved lære af oplevelser mm. - og passende tidspunkter, at have sine forestillinger om fremtiden, have evnen til at planlægge fremadrettet. Men behøver vores opmærksomhed virkelig at være her hele 90 % af vores vågne tid? Tænk, hvor meget jeg måske går glip af!

Er du til fortid eller fremtid?

Oveni det, så har vi også en foretrukken retning. Jeg er eksempelvis gift med en dejlig mand, som er helt i sit es, hvis han kan få lov til at berette om hændelser fra fortiden, især om hans studie og ungdomstid. Når han begynder på det og på trods af, at jeg kan se, at han nu er i glædeland, så begynder min opmærksomhed lige så stille, at fise et andet sted hen. Og skal jeg være nådesløst ærlig, så begynder jeg at kede mig lidt. Jeg derimod, sprudler af glæde, hvis jeg kan få lov til at snakke fremtid, få lov til at fable om udvikling osv. Og jeg er rimelig sikker på at det samme sker for min søde mand, hvis han skal være helt ærlig, - efter et stykke tid, så begynder han at tænke på noget, som han oplevede i går eller lign. Det er selvfølgelig noget karikeret formuleret, men det er ikke forkert.

Hvor er du selv i forhold til det, nyder du at gå fortidsmood eller fremtidsmood?

Så kunne man jo fristes til at bedømme og vælge side, hvad er mest rigtigt, mest cool? Og helt ærligt, at min mand fungerer på den måde, er lige præcist en af de ting der er med til gøre ham til den han er, som komplementerer mig, gør mig rigere og en jeg gerne vil leve mit liv med (også selvom jeg af og til keder mig;-).

Skal jeg så konstant kaste mig ud over diverse kanter?

Her røg jeg lidt af sporet, Så tilbage til det der med nærvær og ro indeni. Uendeligt mange gange har jeg gået ned ad gaden, uden rigtigt at registrere vejret, farverne, med hovedet sænket og dybt, optaget af noget en har sagt til mig, eller travlt på vej, med opmærksomheden på om jeg ville nå frem til tiden, med fokus på mit mål. Oplevelsen af vejen til målet, pist væk.

Og i perioder, hvor jeg har følt mig presset, stresset, ked af det, så har den været helt gal. Forskere kunne her måske endda måle, at de her procenter, røg endnu længere op end 90%. Bekymrende tanker om fortiden og ikke mindst om fremtiden og uden evnen til at se mulighederne i øjeblikket og skønheden omkring mig.

 Der er jo, heldigvis, mange veje til at opleve det absolutte nærvær (som jeg oplevede på klippehylden), og den ene udelukker jo heldigvis ikke den anden. Ærgerligt er det dog, tænker jeg, hvis jeg kun kan opleve det på vej op ad et bjerg…

Nærværet oplever jeg måske allermest, når jeg er i balance med mig selv, når jeg er i gang med noget, som optager mig og som bringer mig glæde. Noget, der giver mening for mig, hvor jeg er i flow mm. Om det så er når jeg går i skoven, når jeg leger, løser en interessant opgave, skaber ting og sager eller andet. Og nærvær er noget jeg kan øve mig på, heldigvis. Så jeg også er opmærskom på vejen til målet, som måske i virkeligheden er det jeg bruger mest tid på. På vej på arbejde, på vej ud til printeren, på vej ud med opvasken osv.

Øvelse gør mester?

Mester bliver jeg nok aldrig med mit flaksende sind, men jeg øver mig kontinuerligt og jeg håber, at jeg vil fortsætte med det det, resten af mit liv. Det er i nuet jeg træffer mine valg, så jeg vil gerne opdage hvad det nu egentlig består af, hvad mit udgangspunkt er. Jeg vil gerne opdage relevant info fra min krop og mine omgivelser. -Finde de passende tidspunkter for at tage et blik i bakspejlet og eller en tur ud i fremtiden, for igen at vende tilbage til nu.

Jeg vil så gerne lægge mærke til den person på gaden, der sender mig et smil, eller den, der har brug for et smil fra en forbipasserende, se solens lys og farverne omkring mig.

Ikke overraskende, er det en årsagerne til, at jeg er så glad for yogaen. Her er rammerne sat for mig og dygtige undervisere opfordrer og udfordrer mig.- og i min dagligdag, hver gang jeg opdager, at min opmærksomhed er alle andre steder end, der hvor jeg er, så, hvis det er passende, trækker jeg den roligt tilbage til øjeblikket. Når jeg opdager irritationen over igen at være på afveje, så øver jeg mig i at sige noget sødt til mig, vel vidende, at jeg det jeg giver min opmærksomhed, er det jeg får, -er det som fylder i mit liv. Måske du gør noget helt andet?

Og nu kalder efterårsskoven på mig, mine tanker spadserer hen, hvor jeg med glæde tænker på vinden mod mit ansigt, og ligenu hvor jeg løfter blikket fra computeren, opdager jeg, at sollyset strømmer ind af karnappen og den smukke blå himmel. 

:-)Susanne

Det er ikke så tit jeg tænker på hvad naboen sagde til mig, når jeg står i denne stilling:-)